Værkets historie

1955 til 1958 - Etablering:
Erfaringerne med fjernvarme bredte sig op gennem 50érne til mange byer rundt i landet. I 1955 og begyndelsen af 1956 var der nogle, der ville starte en fælles central varmefabrik i Kjellerup.
På et borgermøde den 5. juli 1956 blev der nedsat et 5 mands udvalg, der skulle undersøge mulighederne for etablering af en varmecentral samt om der var tilstrækkelig lokal tilslutning.

I løbet af eftersommeren kom der - påvirket af udviklingen i andre byer - mange positive tilkendegivelser om etablering af en varmecentral ligesom udtalelserne fra sognerådet var positive, og man var villig til at stille en kommunegaranti.

Den 13. november 1956 blev der holdt stiftende generalforsamling. Den 11. december 1956 besluttede bestyrelsen, at D.E.C., Odense skulle være hovedentreprenør på etablering af fjernvarme i Kjellerup, hvilket ville koste 850.000,00 kr. omfattende 2 oliekedler og 2.800 m hovedledning.

I marts 1957 fik man tilbudt ejendommen Sindingsgade 12, hvor der tidligere havde været elektricitetsværk, for kr. 60.000,00. Der var tegnet kontrakt med forbrugere på 30.000 m3 opvarmet rum, og arbejdet med anlæg og kanalarbejde kunne begynde. Gaderne i byens centrum blev gravet op, og betonkanaler til rørene støbt. Rørene blev indpakket i bølgepap og isoleret med cellebeton.

Den 1. september 1957 blev der tændt under oliekedlerne. Der blev fyret med let fuelolie. Der var tilsluttet 129 ejendomme og Kjellerup Fjernvarme A.m.b.a. var en realitet. Samme år blev brancheforeningen Danske Fjernvarmeværkers Forening dannet. 

1959 til 1962 - Flere forbrugere og udvidelse af ledningsnet:
Fjernvarmen fik hvert år flere forbrugere, men først i 1960 gik bestyrelsen med til at udvide forsyningsområdet, idet ledningsnettet blev udvidet med 1.800 m indenfor Kjellerup by´s område. Først i 1960érne begyndte byplanlægningen, og udviklingen skulle foregå mod syd og fra Grønningen og David Christensens Vej mod vest og øst. I januar 1960 blev en ny 50 m2 kedel taget i brug.

September 1961 foretager D.E.C. en undersøgelse af, om forbrugerne i Gl. Kjellerup og på Thorningvej kan komme med i fjernvarmen.

1963 til 1972 - Ny varmecentral og begyndende rørskader:
I 1963 købtes ejendommen Sindingsgade 10. En 50 m2 kedel blev udskiftet med en ny 150 m2kedel. Herudover er der på centralen i Sindingsgade yderligere 2 stk. 150 m2 kedler samt en 250 mkedel. Man begyndte at planlægge, hvor en central kunne placeres. I marts blev der købt et stykke jord Søndergade 70. En ny varmecentral blev projekteret med kedelhus og en oliebeholder støbt i beton. 
Centralen skulle have været færdig til fyringssæsonen 1965/66, men så blev det knappe tider for optagelse af lån. Selv med en kommune garanti på 500.000,00 kr. var der ingen, der ville/kunne stille den fornødne kapital til rådighed. Huset/skallen blev bygget færdig og de 2 kedler, der var bestilt, blev installeret i Sindingsgade i stedet for 2 gamle kedler. Man afventede bedre tider. De kom, så der var ild på kedlerne inden fyringssæsonen 1966/67.

Fra Elværkets tid var der en kommunal badeanstalt i Sindingsgade. Den blev nedlagt i 1966, og der blev bygget arkiv til kontoret og plads til et nødstrømsanlæg.

I 1966 havde fjernvarmen 571 forbrugere og ca. 13.000 m hovedledning.

Omkring 1967 skiftede man fra let fuelolie til heavy fuel olie. Den gamle skorsten blev for lille og gav sodplager til omgivelserne. Den blev dog stående, og der blev bygget en ny skorsten, der var næsten dobbelt så høj som den gamle.

I 1968 konstateredes at grundvandet var trængt ind i betonkanalerne på Ågade og David Christensens Vej. Rørene var beskadigede og måtte udskiftes. I de kommende år viste det sig, at vand og vejsalt trængte ind i en stor del af ledningsnettet, og at mange ledninger måtte udskiftes på grund af tæring.
 
I 1969 var fjernvarmen nødt til at forhøje prisen for tilslutning.  Fjernvarmen havde ret tidlig fået en aftale med kommunen om, at der skulle være fjernvarme på alle nyudstykkede grunde. Kommunen var derfor meget utilfreds med en dyrere tilslutning. Kommunen var bange for, at grundene ikke kunne sælges. Man enedes om at friholde et antal grunde for fjernvarmepligt. Da grundene blev solgt, viste det sig, at der slet ikke var så mange, der ville bygge uden fjernvarme.

I 1970 blev forsøgsvis indkøbt ca. 360 m færdigisolerede plasticrør til hovedledning. Rørene skulleikke ligge i betonkanaler men blot graves ned, svejses sammen og tættes i samlingerne. Rørene blev lagt på Blågranen og ligger der endnu ca. 37 år efter.

I 1970 steg olieprisen voldsomt.

1973 - Oliekrisen:
I 1973 kom oliekrisen med både rationering af olien og stærk forhøjelse af olieprisen. Samtlige fjernvarmeselskaber fik af Handelsministeriet pålæg om at reducere olieforbruget med 25 % af forrige års olieforbrug. Der blev udleveret en oversigt over, hvad de enkelte ejendomme måtte
bruge af vand fra fjernvarmen. Der blev opkrævet en ekstra rate i december og raterne i marts, april og maj blev forhøjet med 100 %.

1974 til 1982 - Satelitcentral og ny fast afgift:
I Gran- og Fyrrekvarteret var der efterhånden blevet bygget så mange huse, at det blev nødvendig at bygge en 3. varmecentral. Det blev besluttet at opføre en midlertidig oliefyret satelitcentral på Hasselvej. Strategien var, at der skulle opføres en permanent varmecentral i den østlige del af bebyggelsen, når området ud til Astrupvej var udbygget.

Indtil 1977 var den faste afgift blevet beregnet efter antal m3 opvarmet rum. Bestyrelsen foreslog en ændring til, at der fremover blev betalt en ens fast afgift for et parcelhus op til 500 m2.
Samme år gik man over til forbrugsafregning via EDB.

I 1979 blev for første gang drøftet fælles regnskabsføring og kontorhold mellem el-, vand- og fjernvarmeværkerne. Samme år udskiftedes en oliekedel på centralen i Søndergade.

På grund af den høje oliepris blev der fokuseret meget på at spare på varmen. I 1979 blev ledningsnettet thermofotograferet, isoleringskravene til boliger blev skærpet meget og mange ældre huse blev thermofotograferet i disse år.
Der blev ansøgt om tilskud til anskaffelse af udstyr til tilsætning af vandemulsion til fuelolien. Senere gik man over til at anvende denne teknik.

I 1980 anmodede fjernvarmen om at blive inddraget i forhandlingerne om kommunens varmeforsyningsplan i henhold til varmeforsyningsloven.

Olieprisen fortsatte med at stige. Nybyggeri og tilgang af nye forbrugere var næsten gået i stå, og der blev ikke udstykket nye boligområder. Flere fjernvarmeværker omstillede til kulfyring i stedet for olie. 
Bestyrelsen kunne imidlertid ikke få tilstrækkelig oplysning om, hvornår og hvordan den kommende gasledning ville berøre Kjellerup by. Hvis gassen kom, var der risiko for et diktat fra staten om, at fjernvarmen skulle anvende gas. I en sådan situation ville der ikke være tid til at afskrive den investering, som omstilling til kulfyring ville udgøre. For at undgå en fejlinvestering valgte bestyrelsen at se tiden an.

I slutningen af 1982 anmodede fjernvarmen Kjellerup Kommune om tilladelse til at opføre et kulfyret værk i Søndergade (Agertoften). 

1983 til 1988 - Ny central og ændret fyringsform:
I 1983 blev J. Krüger A/S, Ålborg færdig med en analyse af fjernvarmens ledningsnet. Samme år vedtog bestyrelsen ikke at anbefale en tilslutning af Kjellerup Amtssygehus til Kjellerup Fjernvarme. Bestyrelsen tilsluttede sig i princippet til et fælleskontor for el-, vand- og fjernvarmeværkerne.

På den ordinære generalforsamling i august 1983 orienterede bestyrelsen om evt. overgang til kulfyringsanlæg. Ved afstemning var der flertal for, at bestyrelsen arbejdede videre med projektet.

I november blev det besluttet at købe halvdelen af El-forsyningens bygninger beliggende Tværgade 4  for kr. 260.000 samt at indgå endelig aftale om kontorfællesskab.
 
I maj 1984 meddelte Energistyrelsen via Kjellerup Kommune, at man på det foreliggende ikke kan give samtykke til etablering af et kulfyringsanlæg. Bestyrelsen besluttede herefter, dels at klage over Energistyrelsens afgørelse, dels at tage kontakt til Naturgas Midt/Nord vedr. betingelserne for evt. tilslutning til naturgasnettet.
Lager og værksted blev flyttet fra Sindingsgade til Fælleskontoret´s bygning.

På generalforsamlingen i september 1985 blev bestyrelsen bemyndiget til at arbejde videre med planerne om et fastbrændselsfyr på betingelse af, at et udarbejdet budget m.v. godkendes på en ekstraordinær generalforsamling. I oktober afholdtes den ekstraordinære generalforsamling om etablering et fastbrændselsfyr. Resultatet at afstemningen var: For 104; imod 131; ugyldige 10.
Dette resultat medførte, at værket forsat skulle fyre med olie. Det viste sig snart, at olien ikke kunne indpasses i varmeplanlægningen. Derfor afholdtes i februar 1986 en ekstraordinær generalforsamling, hvor forbrugerne skulle tage stilling til, om værket fremover skulle fyre med N-gas eller flis. Budgetteret anlægsudgift for 6,3 MW flisfyringsanlæg med N-gas som spidslast brændsel og med olie som reservebrændsel inkl. gaskonvertering var Mkr. 7,350.
Resultatet at afstemningen var: For 113; imod 112; blanke 2; ugyldige 1.

I marts 1986 besluttede byrådet, at der i varmeplanen skulle anvendes flis på varmeværket. I 1986 og 1987 projekteres og opføres flisfyringsanlægget. Den samlede anlægsudgift blev ca. Mkr. 12,0.
På den ordinære generalforsamlingen i september 1988 blev bestyrelsen kritiseret og formandens beretning blev ikke godkendt. Generalforsamlingen blev suspenderet og fortsatte på en ekstraordinær generalforsamling i oktober. Her blev formandens beretning ikke godkendt, og de generalforsamlingsvalgte bestyrelsemedlemmer trådte ud af bestyrelsen. 
På en ekstraordinær generalforsamling i november blev der valgt 5 nye medlemmer til bestyrelsen, og generalforsamlingen blev fuldført i henhold til dagsordenen.

Den væsentligste årsag til at bestyrelsen kom i så alvorlig miskredit var, at bestyrelsen i 1986, 1987 og 1988 ikke godt nok fik informeret forbrugerne om ændringer i projektet.  Den optimale kedel størrelse blev ændret fra 6,3 MW til 7,5 MW og miljøkravene blev strammet meget op under
projekteringen. Endvidere undlod bestyrelsen i 1986 og 1987 at få forbrugernes tilslutning til at opføre et dyrere flisfyringsanlæg, der var ændret meget i forhold til det projekt, der blev stemt om i 1986.

Ejendommene i Sindingsgade 10 og 12 blev solgt til Brugsen. 1 kedel blev flyttet til Agertoften.

1989 til 2003 - Energimålere og røggaskondensering:
I 1989 blev ændrede vedtægter vedtaget.
Leverancen af fliskedlen blev i foråret 1990 overtaget af fjernvarmen fra firmaet Hollesen.
I 1990/91 blev varmemålerne udskiftet med Brunata energimålere. Udgiften Mkr. 1,7 blev ført som vedligeholdelse.
I efteråret installeres anlæg til kondensering af røggassen fra fliskedlen. Udgift Mkr. 2,4.
I 2002/03 udskiftes Brunata energimålere fra 1990/91 til Kamstrup målere.

2004 til 2007 - Udvidelse af kedelkapacitet og transitledning:
Da fjernvarmen i flere vintre havde været oppe på maksimal produktion på fliskedlen, installeres i 2004 en 4 MW fliskedel med røggaskondensering til Mkr. 6,6. Bygningsændringer m.m. til Mkr. 1,4 blev ført som vedligeholdelse. Transitledningen til sydøst byen blev udvidet. Den nye fliskedel og større dimension på transitledningen gør, at det ikke længere er nødvendig at bruge naturgas for at forsyne sydøst byen ved spidsbelastninger.

I 2005 udskiftes 3 reserve kedler på ca. 40 år med en 10 MW gaskedel.

Fjernvarmen har et ledningsnet på ca. 60 km incl. stikledninger og ca. 1630 forbrugere.